Projektet vil frem til udgangen af 2022 involvere turisterhvervet i udvikling af oplevelser, brug af innovativ teknologi, bæredygtig turisme og international markedsføring af Vestkysten.
”Samarbejdet mellem destinationerne langs Vestkysten viser sin værdi ved at lande et så stort udviklingsprojekt. Et projekt der også vil styrke og udvikle turisterhvervet lokalt,” udtaler Fanøs borgmester Sofie Valbjørn, der også er formand for det udvalg der forbereder den kommende destination dækkende Esbjerg og Fanø Kommuner.
”Sammen og hver for sig er vi stærke. Det gælder også i vores område og jeg ser frem til, at destinationssamarbejdet mellem Esbjerg og Fanø kommer på plads henover efteråret,” fortsætter Sofie Valbjørn og slutter: ”Med projektet får det nye destinationssamarbejde et godt afsæt for det udviklingsarbejde der skal gennemføres i kølvandet på Corona-krisen,”
Baggrundsviden
Business Region Esbjerg har i arbejdsgruppen repræsenteret den kommende destination for Esbjerg og Fanø Kommuner, hvor også medarbejdere fra Destination Vestkysten, Destination Nordvestkysten og Dansk Kyst- og Naturturisme har deltaget i udarbejdelse af projektbeskrivelse og ansøgning.
Projektet ”Vækst og Værdiskabelse hos Vestkystens turismeerhverv – sammen og hver for sig” er på i alt 7,5 mio. kr. og gennemføres frem til udgangen af 2022.