Ribe restaurant sikrede sejren med lokalt lam fra hoved til hale

Udgivet:
30. september 2019

Ude godt, men hjemme bedst? I hvert fald var niveauet højt, da Rybners Restaurant- og Kokkeskole tirsdag var vært for Sydvestjyllands Local Cooking Konkurrence, hvor fokus særligt var på lokale fødevarer.

60 gæster og 4 dommere fik forkælet smagsløgene i stor stil tirsdag, da Local Cooking konkurrencen fandt sted i Esbjerg. 5 restauranter dystede om at lave den bedste hovedret, bestående af minimum 75% lokale fødevarer.

Aftenen bød på lam, kanin, svin og okse, og et væld af lækre grøntsager. Langt de fleste råvarer, også mere end de krævede 75%, kom fra lokale sydvestjyske producenter.

Årets vinder blev Porsborgs Gastro Bar fra Ribe, der serverede lam fra hale til hoved fra sydvestjyske Oak River Farm. Med til titlen som Local Cooking mester følger præmien på 10.000 kroner.

Det var både smag og præsentationen, der ifølge dommerne hjalp Porsborgs Gastro Bar til sejren. Den dramatiske servering, med hele lammet anrettet direkte foran dommerbordet, gjorde stort indtryk.

Med 5 mindre anretninger af menuerne til publikum blev alle gæster mætte og via afstemning valgte publikum også en publikumsvinder. Det blev Den Røde Okse, hvis menu inkluderede ølbraiseret svinebryst og confiterede haler, der tog prisen som publikumsfavorit.

Fokus på det lokale

Formålet bag Local Cooking er at skabe kendskab til de mange glimrende lokale fødevarer. Ikke kun hos aftenens gæster, men også ude hos restauranterne. Den opgave arbejder man hos medarrangør fødevarenetværket Sydvestjyske Smagsoplevelser meget med:

”Der findes et væld af lokale producenter, der alle brænder for deres produkt. Vi har samtidig rigtig mange fantastiske restauranter, der gerne vil det lokale. Det er bare ikke altid, at producent og restaurant egentlig kender til hinanden eller det er for besværligt at bestille og få leveret produkterne”, forklarer Knud H. Hansen fra Sydvestjyske Smagsoplevelser.

Kendskabet til hinanden er vigtigt og netop derfor kunne man blandt publikum i år finde flere af de lokale producenter, som var inviteret med, så de kunne se og smage, hvordan kokkene anvender deres produkter.

Det gav anledning til en god dialog og der blev også skabt nye kontakter – også for Rybners Restaurant og Kokkeskole, der i deres nye strategi har ekstra fokus på bæredygtighed, økologi og lokale råvarer i deres undervisning.

Interessant for distributionsprojekt

Netop koblingen mellem producenter og restauranter er også interessant for Business Region Esbjerg og arbejdet i projektet Baltic Sea Food. Her arbejdes med distribution og logistik på tværs af 10 lande omkring Østersøen, da netop dette led kan være en stor hindring for brugen og udbredelsen af lokale råvarer hos restauranter og til events.

Find mere information om projektet, der delvist er finansieret af Interreg Baltic Sea Region med midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, samt af ENI og Norge, via linket nederst på denne side.

Foto: Søren Willadsen, gastromad.dk

Kontakt

Knud Hjortlund Hansen

Projektkoordinator

T: +45 36 97 35 43

M: +45 23 36 47 12

Niels Bohrs Vej 6

6700 Esbjerg

Send mail