Fem kendte kokke serverede udsøgte lammeretter

Udgivet:
5. juni 2019

Køkkenchefer fra førende sydvestjyske restauranter gik 4. juni sammen om at give 75 gæster en gastronomisk oplevelse baseret på lammekød fra Vadehavsområdet.

5-kokketræf var et eksklusivt arrangement i den niende udgave af Lammefestivalen, hvor producenter, slagtere og restauranter hvert år siden 2011 er gået sammen om at brande produktet, vadehavslam, og øge interessen for at spise lam.

Værten var køkkenchef Bo Rasmussen, ECH Parks Restaurant i Esbjerg, og der så arrangementet som en god mulighed for sammen med gode kolleger i branchen at lave et fremstød for udsøgte lokale råvarer, denne gang med lammekød som hovedingrediens.

– Jeg tror, vi fik henvendelsen, fordi vi har et relativt stort køkken på 200 kvadratmeter. Det er fantastisk at få lov til at samle andre garvede gutter for sammen at underbygge og styrke tendensen til at købe danske og lokale fødevarer. Det bliver et stort fællesskab, vi hjælpes ad, og vi må på skift agere kokkeelever i den ansvarlige koks tjeneste. Det bliver med fuld gas i køkkenet, og vi glæder os, siger Bo Rasmussen.

Hans kokkehjerte har alle dage banket for at anvende lokale råvarer, fra han i sine 20 år på Hotel Dagmar i Ribe købte vagtler i Spandet syd for byen og lammekød hos Hedelam i Skærbæk. Ved 5-kokketræf kombinerer han vadehavsøsters med lammebrisler og lammekølle fra Alslev Ådal, køllen røget hos Slagter Theilgaard.

De fem kendte kokke

Gæsterne ved 5-kokketræf fik serveret fem meget forskellige retter med fællesnævneren vadehavslam, og som afslutning fem desserter.

De fem kokke, der rev en dag ud af kalenderen for at forkæle gæsterne ved Lammefestivalen og medbringer hvert sit lokale lammekød, er: Rasmus Errebo, Porsborgs Gastro og Bar, Bo Rasmussen, ECH Parks Restaurant, Preben Madsen, Herregårdskælderen, Kevin Hansen, Schackenborg Slotskro, og Lars Bonde, Kellers Badehotel & Spisehus.

Nyt hæfte med inspiration

De fem retter ved 5-kokketræf og andre opskrifter med lammekød indgår i et hæfte udgivet af Business Region Esbjerg (BRE). Det blev præsenteret – og prøvesmagt – ved arrangementet.

16 kokke og fire producenter har bidraget i opskriftshæftet med udsøgte retter baseret på lokale lam opvokset med den salte og næringsrige vegetation af græs og urter nær havet.

– Med opskriftshæftet ønsker vi at sætte fokus på lokale fødevarer og inspirere danskerne til at spise mere lam. Det gælder både den lokale befolkning, hvoraf langt fra alle er bevidste om, at de har lammekød af høj kvalitet lige i nærheden, og det stigende antal gastroturister, der besøger vores område, siger projektkoordinator i BRE Knud Hjortlund Hansen.

Noget for enhver smag

Den rigt illustrerede lækkerbisken af et hæfte, ”Lam ved Vadehavet – opskrifter med lammekød fra Sydvestjylland”, udleveres gratis hos producenter, slagtere og deltagende restauranter. Se også hæftet som bladrefil nederst på denne side.

Opskrifterne henvender sig til alle, uanset om man har madlavning som en lidenskab eller blot kan lide god og veltillavet mad. Simple retter af lammefars veksler med ambitiøse, gastronomiske udfordringer, hvor det meste af dagen må sætte af til at forberede maden til gæsterne. Lammerullepølse, spegepølse og andre charcuterispecialiteter indgår også.

Barsk natur giver smagen

Lam opvokset på digerne og forlandet ved Vadehavet og i de våde enge ved sydvestjyske åer har en særlig kvalitet og smag. Naturen kan vise sig fra sin barske side med oversvømmelser og storme, og lammene må bevæge sig mere for føden og vokser langsommere end i andre egne af landet. Deraf den let saltede, dybe og nuancerede smag – pré-salé, som franskmændene betegner marsklammene.

5-kokke træffet er en del af projektet Vadehavets Madoplevelser, der udføres med støtte fra Region Syddanmarks Kulturpulje.

Kontakt

Knud Hjortlund Hansen

Projektkoordinator

T: +45 36 97 35 43

M: +45 23 36 47 12

Niels Bohrs Vej 6

6700 Esbjerg

Send mail